Forlænget weekend i Paris

Kærlighedens by. Byernes by. Paris. Kært barn har mange navne – og det er der en grund til. Den franske hovedstad er svær ikke at forelske sig i. En by, der sitrer af kærlighed, charme og diversitet. I bybilledet sværmer det med kontraster. Fra de store, befærdede veje til de små, charmerende gader – der til forveksling kan føles lige så fredfyldte, som i en lille by. Fra den nyeste og mest vovede mode til det helt afslappede hverdagstøj. Der er plads til lige præcis hvem du vil være, og hvordan du vil se ud. Paris er alt dette og mere til.  

  • Vores budget for hele rejsen: 8.628 kr. for Hotel, flybilletter og taxi til og fra Lufthavnen – priser for restaurantbesøg beskrives længere nede. 
  • Rejsetid: 2 timer i fly + 45 minutter fra Charles de Gaulle i taxi til vores hotel (afhænger af trafikken). Taxi kostede os cirka 52 euro pr. tur. 
  • Vores lejligheds placering på rejsen: Hotel Oratio beliggende i Latinerkvarteret. 42, Rue des Bernardins, 5th arr., Paris, 75005, Frankrig 
  • Antal dage vi rejste: 4 dage. 
  • Dato vi rejste: 17. – 20. februar 2023. 

Paris 

Paris er Frankrigs hovedstad, og i dette tilfælde destination for vores weekendtur.  En romantisk by med så meget charme, at det er svært ikke at blive lidt blød i knæene. Paris er også en by fyldt med god mad, kunst, mode, seværdigheder, gademarkeder – og croissanter i massevis. 

Vi valgte, efter et meget pakket håndboldprogram, at nedprioritere seværdigheder en smule. Nogle gange kan man godt planlægge et så tætpakket program, at der kræves lidt for meget stressen rundt i byen. Der skulle denne gang være tid til at falde helt ned i tempo – som især franskmænd kan. 

Vi bevægede os meget i Latinerkvarteret, hvor vi boede, og i Le Marais, der spreder sig over både 3. og 4. arrondissement, samt ligger centralt i storbyen. Her var charmerende og fine gader, og samtidig fyldt med muligheder for shopping i lidt mindre butikker. 

Stemningsbilleder fra Paris

Her boede vi

Vi boede på Hotel Oratio beliggende i Latinerkvarteret. Vi havde forinden rejsen læst, at Latinerkvarteret skulle emme af autencitet og charmerende gader – og det skuffede ikke. Vores hotel var placeret rigtig fint, og vi var omringet af restauranter og caféer. Værelset var lille og rummede ikke særlig meget, men dette var heller ikke vigtigt for os, da vi tilbragte langt de fleste timer på at udforske byen. 

Hotellet kan bookes her: https://www.hoteloratio.com
Vi gav 4700 kr. for 3 overnatninger. 

Seværdigheder

Da vi ikke prioriterede at se særlig mange seværdigheder, er denne liste ikke specielt lang. Dog er Paris fyldt med fede seværdigheder, der er et besøg værd. Her vil vi prøve at liste både de seværdigheder vi nåede at opleve, samt nogle af de seværdigheder vi ønsker at opleve en anden gang. 

Pantheon var nærmest lige i vores baghave. Derfor var det også nærtliggende med et lille besøg. Pantheon er beliggende i 5. arrondissement i Latinerkvarteret, og er en stor og smuk bygning. Hvis man er fascineret af disse gamle bygninger, er det besøget værd. 

Billetter: https://www.getyourguide.dk/pantheon-paris-l4381/paris-entrebillet-til-pantheon-og-selvguidet-tur-t70680/

Bourse de Commerce êPinault Collection er en bygning fra det 18. århundrede der i sin tid blev brugt til både at handle korn og som handelsudveksling. Bourse de Commerce er nu ombygget til et museum for samtidskunst, der huser kunstsamlingen af milliardær François Pinault. 

Vi havde bestilt bord på restauranten på øverste etage af Bourse de Commerce, og købte i den forbindelse billetter til kunstsamlingen, da vi alligevel skulle besøge bygningen. Museet er ikke et must-see, men er fint tidsfordriv, hvis der er booket bord på restauranten. 

Hjemmeside: https://www.pinaultcollection.com/en/boursedecommerce

Billetter købes på automater foran bygningen. 

Louvre er et enormt museum i Paris fyldt med værker fra antikkens civilisationer, nok især kendetegnet ved de famøse glaspyramider. Selve museet er så stort, at det er næsten umuligt at opleve alle værker på én tur. Vi prioriterede især at se Mona Lisa og Venus de Milo. Louvre er meget kendt og meget velbesøgt, og af den grund lidt for turistet.

Billetter til Louvre var gratis for os, men kan købes her: 

https://www.louvre.fr/en/visit/hours-admission

Andre ting, vi også gerne vil opleve: 

Sacré Coeur

Moulin Rouge

Mont Martre 

Eiffeltårnet 

Triumfbuen og Champs-Élysées

Catacombes de Paris

Restauranter og madoplevelser 

Det helt store råd at give videre fra Paris, er helt sikkert at reservere bord og undersøge restauranter hjemmefra. Paris er et madmekka fyldt med fantastiske madoplevelser, der byder på noget for enhver smag. Det er dog også meget populært at tage på restaurant i byen, både blandt indbyggere og turister. Derfor er det også noget nær umuligt at bestemme sig impulsivt på aftenen, hvor man gerne vil spise – det er i så fald med minimal chance for et frit bord. 

En anden lille ting at tage med fra Paris er, at aftensmad spises noget senere end vi kender til det hjemme i Danmark. Her starter især de lokale først med at spise tidligst kl. 20. 

Datsha Underground besøgte vi på vores første aften, og det var en særdeles god start på vores forlængede weekend. Vi besluttede os for at få en lille ”aperitif” inden aftensmaden, og begynde derfor på den tilhørende bar ”Spootnik”, der hører til i bygningens kælder. Her er en meget hyggelig og intim atmosfære, og af den grund heller ikke plads til alle gæster, der har en reservation på restauranten. Det var dog en utrolig god oplevelse, og der kan både bestilles drinks a la carte, men også andre ønskede drinks. Vi bestilte begge en Whiskey sour, der var utrolig lækker. 

Restauranten er af den slags, der er kreativ og nytænkende med maden. Denne aften bestilte vi ”kun” hovedret, og maden smagte utrolig lækkert. Den eneste kritik var, at musikken (efter vores mening) var lidt for høj. 

Vi kom af med 756 kr. for 2 retter og 2 glas vin. 

Hjemmeside:  https://datshaunderground.com/en

Halle aux grains ligger på øverste etage af ”Bourse de Commerce” (beskrevet ovenfor). Far og søn, der begge har erfaring med Michelin stjerner, står bag denne restaurant. De har en ”back to basics” madlavnings stil, men er samtidig meget nytænkende. Vi betalte for 4 retter, der alle sammen smagte helt igennem fantastisk. En af de bedste madoplevelser vi havde på denne tur. 

Vi kom af med 1181 kr. for 4 rettter og 2 glas vin. 

Hjemmeside: https://www.halleauxgrains.bras.fr/en#

Georges var turens største skuffelse, hvad angår madoplevelser. Restauranten er placeret på taget af Centre Pompidou, som tilbød en fantastisk udsigt over store dele af Paris. Maden var ok, men ikke noget at komme tilbage efter. Selve restauranten var, efter vores mening, ikke særlig stilet. Stedet havde potentiale, men var desværre ikke den bedste oplevelse. 
På trods af det, var rooftop området udenfor med en fin udsigt, og havde potentiale til at kunne nyde en kold drink på en sommerdag.

Vi kom af med 1015 kr. for 2 retter og 1 flaske vin.  

Hjemmeside: https://restaurantgeorgesparis.com/en/

Bonnie var den sidste oplevelse for os inden turen gik hjem næste dag. Restauranten er indrettet med store glaspartier rundt i hele lokalet – og med god grund – for udsigten er exceptionel ud over store dele af Paris. Vi spiste aftensmad og havde udsigt til Eiffeltårnet, der efter solnedgang leverer det smukkeste lysshow de første 5 minutter af hver time. Dette var den perfekte afslutning på en fantastisk tur. 

Vi bestilte noget så simpelt som en bøf og noget vin, og det hele var lavet til perfektion. På etagen over restauranten, ligger en cocktail bar, som vi også besøgte. Her kan du igen sidde og nyde en lækker cocktail med en smuk udsigt. 

Vi kom af med 2906 kr. for 2 retter, 1 flaske vin og 4 drinks. 

Hjemmeside: https://bonnie-restaurant.com/en/

Restaurant Claude Colliot nåede vi aldrig at prøve, men den var ellers højt på vores liste. Vi smugkiggede i restauranten, og så et utrolig varmt og autentisk sted med venlige og imødekommende ejere. Hele menuen er sæsonbestemt, og stedet er uden tvivl på vores liste over restauranter, vi skal prøve ved næste besøg. 

Hjemmeside: https://claudecolliot.fr/en/accueil-english/

Morgenmad spiste vi på den helt franske måde, hvor tempoet ryger i bund. Her består en typisk morgenmad af fx en croissant, brød med marmelade, friskpresset appelsinjuice og en kaffe. Vi tog en bog med os, og nød vores langsomme morgen – prøv det. 

Den bedste croissant fik vi på La Maison d’Isabelle. Da vi boede i Latinerkvarteret, var dette sted lige på vores vej til centrum. Det er en lille biks, der ligger ved siden af et hyggeligt gademarked, og har i 2018 fåret kåret deres croissant som den bedste. De har en fantastisk lækker smørsmag og er utrolig sprøde – helt sikkert et besøg værd, hvis du er i området. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *