7 dage i Island

Island er blevet mere og mere populær som rejsemål, og vi kan godt forstå hvorfor. Naturen deroppe er så barsk og rå, på en helt vildt imponerende måde. Som natur elsker, kan vi kun anbefale at rejse til Island. Man kommer til at se mange vilde naturfænomener og Island er på mange måder en unik oplevelse. Man skal dog være opmærksom på at det er blevet virkelig turistet og derfor er der også mange mennesker ved seværdighederne. Der findes mange flere ting at opleve på Island end de ting der vil blive nævnt i dette blogindlæg, samtidig er Island også et land som er utrolig smuk om vinteren. Her kan du eks. se nordlyset og komme ind i helt krystalblå is grotter.

Kort fakta (bliver uddybet længere nede):

  • Vores budget for hele rejsen: 12.466kr. eks. mad.  
  • Rejsetid: 3 timer og 15min. med fly. 
  • Vores Hostels placering på rejsen: Reykjavik.
  • Antal dage vi rejste: 6 dage. 
  • Dato vi rejste: 26 juni – 1 juli 2019.

OBS.

Denne rejse kan forlænges med en unik hesterejse. Vi havde efterfølgende 6 dage på hesteryg, hvilket var en kæmpe oplevelse. Du kan læse mere om dette HER. 

Seværdigheder 

I dette blogindlæg vil seværdighederne blive delt op i 3. Første del kommer til at være seværdigheder tæt på Reykjavik og anden del vil være om vores endags roadtrip op igennem Island for at se vandfald, den sorte strand og meget mere, den tredje del vil være om den berømte Golden Circle. 

Jeg vil nok anbefale at man vælger en overnatning på roadtrip beskrivelsen, så man kan opleve mere. Vi måtte desværre nedprioritere at se Dyrhólaey-halvøen, Fjaðrárgljúfur-kløften, Kirkegulvet, Dværklipper og Skaftafell-naturreservat.

Første del – seværdigheder tæt på Reykjavik 

Reykjavik er hovedstaden på Island og byder på en lille gågade, med små søde hyggelige butikker. Der er en del souvenirs butikker, cafeer og uldbutikker, hvor man kan købe de populære islandske sweatere. Byen byder også på en masse kultur, hvor man kan gå på opdagelse i museer, gallerier og teatre. Derudover er der også et livligt natteliv, som byder på musik, fest og livlig stemning. 

Hallgrimskirkja mødte os med det samme da vi gik mod gågaden i Reykjavik. Kirken er utrolig flot og er et must see hvis man befinder sig i Reykjavik. Arkitekten er Gudjon Samuelson og navnet stammer fra den berømte islandske digter Hallgrimur Petursson. Kirken har et tårn på 74m hvor der er udsigt over hele byen.

The Lava Tunnel er en magisk tur ind i grotten Raufarhólshellir, som lavaen har skabt. 

Vi var en gruppe på cirka 17 mennesker der skulle derned sammen inkl. Guiden. Det er en stor oplevelse at gå mod grotten, hvor man hurtigt kan mærke hvordan temperaturen falder mere og mere, jo længere ned i grotten man kommer. På et tidspunkt prøvede vi alle sammen at slukke vores pandelamper derinde, og det var vildt hvordan alt blev mørkt. Guiden fortalte, at det menneskelige øje kan snyde hjernen til at tro, at man så lys derinde, selvom der ikke er det. Guiden var god til at fortælle og beskrive alt om grotten og det var pengene værd. 

Vi havde købt billetter inden vi rejste til Island. Disse billetter inkluderede at vi blev hentet med en bus og kørt ud til grotten fra Reykjavik. Der findes flere forskellige ture, hvor nogen af dem er mere udfordrende end andre. Vi valgte selv en standard tur. 

  • Pris: 1185kr. for to personer. 


Vi bookede billetterne her: https://thelavatunnel.is/tours/

Islands nationalmuseum sender dig tilbage i tiden og giver dig et billede af Islands spændende historie. Til de historie interesserede kan vi klart anbefale dette museum. De har en god udstilling, som virkelig formår at formidle Islands historie, og de udfordringer menneskerne havde da de valgte at bosatte sig der. Vi brugte små 2 timer der, og fik en god sandwich til middagsmad i deres lille cafe. 

  • Pris: 240kr. for to personer.

Vi bookede billetterne her: https://www.getyourguide.dk/reykjavik-l30/islands-nationalmuseum-fra-vikingetid-til-moderne-tid-t455234/?ranking_uuid=a7d05d98-bc4d-4094-8a06-8b9312816722

Den blå Lagune er til dig der vil have en spaoplevelse, da stedet byder på varmt vand og mudder der kan bruges som ansigtsmaske. Derudover er der barer rundt omkring så du ikke tørster. Dog trækker det virkelig meget ned at der er så mange mennesker. Stedet er oftes fuldt booket og det er tydeligt at det er en kæmpe turistattraktion på Island.

Hvis man ikke selv har bil, kan der bookes billetter hvor man bliver hentet med bus i Reykjavik og kørt tilbage igen. 

Da vi ikke havde booket billetter inden vi tog derhen, måtte vi sidde og vente en times tid inden vi kunne komme ind, dette var dog fint nok da vi kunne opholde os i en lille cafe hvor vi fik en kaffe. Hvis du vil undgå ventetid, vil vi anbefale at købe billetter hjemmefra, dette kan du gøre flere steder eks. på getyourguide.dk. 

Da stedet også er virkelig populært, er det også en dyr seværdighed. 

  • Pris: 1000kr. for to personer. 

Andel del – Roadtrip med mange seværdigheder

Vi valgte at køre fra Reykjavik til Jökulsárlón Glacier Lagoon, en tur på 4 timer og 38min, det vil sige cirka 380km. Vi havde planlagt flere stops på vejen for at se de mange seværdigheder. Man kan selv bestemme om man vil tage halvdelen på vej ud og så resten på vej tilbage. Nedenunder er de beskrevet i rækkefølge hvis man kører fra Reykjavik og tager dem alle efter hinanden. 

Stop 1 – Seljalandsfoss Vandfald
Vi ankom til det populære vandfald kl.1 om natten og det gjorde at vi havde det hele for os selv. Det var helt fantastisk at få lov til at gå rundt der alene og opleve det unikke vandfald, hvor man kan prøve at stå omme bagved. Man kan vælge at følge en sti og så komme hen til et lidt mindre vandfald.

Stop 2 – Skogar Museum
Skogar museum består af 3 museer og 6 historiske bygninger. 
Du ser på mange forskellige udstillinger, alt fra det barske liv som fisker, landbruget til den tekniske udvikling. 

Vi nød specielt bygningerne udenfor. Det var utrolig spændende at få et indblik i hvordan de har boet på Island. Du oplever både et gammelt islandshus, kirke og skole, hvilket virkelig fangede os.                                 

Der var nogen udstillingerne som vi virkelig synes var spændende, og så var der andre der ikke tiltalte os så meget, dog kan vi alligevel anbefale at lægge vejen forbi her. Vi købte billetter på stedet. Specielt hvis du har planlagt at se Skógafoss vandfald, som kun ligger 3min væk i bil. 

  • Pris: 250kr. for to personer. 

Stop 3 – Skógafoss Vandfald
Man ved ikke helt hvad det vil sige at stå ved siden af et kæmpe vandfald før man har prøvet det. Det er en vild følelse at gå hen mod vandfaldet og mærke hvordan du bliver næsten gennemblødt jo tættere på du kommer, pga. den store mængde støvregn der dannes. Det er også denne støvregn der gør at du måske er heldig at se en eller to regnbuer på en solskinsdag.

Når du føler at du har stået længe nok og mærket det kraftige vandfald, kan du tage de stejle trapper op, og dermed venter dig endnu et smukt syn. Du får en fantastisk udsigt helt på toppen og det kan klart anbefales at gå derop. 

Stop 4 – Solheimasandur Plane Wreck 
Flyet som er blevet en stor seværdighed, tilhørte United States Navy DC og styrtede ned i 1973 på den sorte strand da den løb tør for benzin. Husk varmt tøj da det blæser utrolig meget derude, og det regnede også da vi var der.  

Der er en parkeringsplads tæt ved vejen hvor du kan parkere, og derfra kan du betale en bus for at køre dig derud eller gå den ene time det tager at komme derhen.

Stop 5 – The Ice Cave Under Katla. 

Det er en af de få is grotter som har åbent året rundt og derfor havde vi booket en guidet til denne is grotten.Den bliver kaldt Katla Ice Cave da den ligger under vulkanen Katla. 
På vores billetter stod der at vi skulle parkere på en bestemt parkeringsplads i Vik, hvorefter vi blev samlet op at to store jeeps. 

Vi kørte af sted mod is grotten, og det gik hurtigt op for os hvorfor bilerne var så store. Vi kørte nemlig ikke på en normal asfaltvej, men direkte ude i den vilde natur, hvor det var tydeligt at se hvor barsk den er på Island. Underlaget vi kørte på, var den sorte vulkan sand, der var skabt af den tidligere aktivitet fra vulkanen Katla. Guiden som kørte jeepen, fortalte og forklarede en masse om Island og den natur vi kørte i. 

Da vi kom til is grotten fik udleveret nogle steigeisen med tænder på, som vi kunne putte uden om skoene, så vi stod bedre fast, samt orange hjelme. Vi skulle stejlt op og ned for at komme hen til indgangen. Der var steder hvor der var lagt træplader for at vi bedre kunne gå der. 

Det var en unik oplevelse at bevæge sig ind i en is grotte, som var dannet af smeltevandet fra glaciserne. Der var steder hvor isen var helt blå og nærmest selvlysende, hvilket var et flot syn. Der var også steder hvor man kunne se den sorte aske fra de forskellige vulkanudbrud Katla havde haft igennem århundrede. 

  • Pris: 1990kr. for to personer. 

Billetterne til grotten havde vi købt hjemmefra, vi bookede dem her:  https://www.getyourguide.dk/vik-i-myrdal-l32622/fra-vik-guidet-jeeptur-til-ishule-ved-katla-vulkanen-t166262/?ranking_uuid=d56d15dd-3add-4ab1-b81a-0d3566d3f552

Stop 5.1 – Den Sorte Strand 
Den Sorte Strand ligger ud for Vik og derfor kunne vi gå fra den parkeringsplads vi blev sat af på og ned til stranden, der var cirka 700m. https://da.wikipedia.org/wiki/Forside
Som dansker er det svært at forstille sig at sand kan have en anden farve end den naturlige gyldne farve som den har her i Danmark, men det kan den. Den flotte sorte strand er populær på Island. Kysten er helt unik med sit sorte sand, der kaldes basaltsand. Det er en rigtig fin oplevelse at gå langs kysten og se de stejle klipper bryde havets overflade. Vi kunne se de kendte klipper, Reynisdrangar, der står et godt stykke ude i vandet.

Husk også at gå forbi det flotte monument der ligger ved stranden. Den er rejst som minde om dem, der har mistet livet på havet. 

Stop 6 – Jökulsárlón 
Dette var den længste strækning, den tog cirka 2 timer og 30min, det vil sige en strækning på cirka 214km. Det er på dette stykke man kan vælge at tage en overnatning for at have bedre tid. 

Vi ankom til Jökusárlón, hvor den berømte diamant strand er. Vi ankom lidt sent og havde derfor det hele for os selv. Vi blev dog lidt skuffet da der ikke var lige så smukt som vi havde regnet med. Dette er et sted vi vil anbefale om vinteren, da der højst sandsynligt er flere ”isbjerge” på denne årstid. Der var nogen få og vi var heldige at opleve en af dem synke, hvilket var ret vildt at se. Dog var det nok ikke de 2 timers køretur værd. 

(Som vi har siddet at skrevet det her, har vi fundet ud af at Justin Bieber har lavet en musikvideo, I´ll Show You, ved de populære seværdigheder på denne sydlige del af ruten. Om man kan lide ham eller ej, ville vi gå ind og tjekke den ud, da den virkelig viser hvor flot en natur du møder.) 

Golden Circle 

Den gyldne cirkel (Golden Circle) er et virkelig populært sted på Island, og det var også her vi mødte flest mennesker på hele vores tur. 

Stop 1 – Thingvellir nationalpark

Turen gik til Thingvellir nationalpark, der er på UNESCOs Verdensarvslise som et UNESCO World Heritage Site. Her kører du rundt i nationalparken, som både er kendt for sin historie men også sin unikke geologiske og naturlige elementer. Dette sted er det første stop på den velkendte rute Golden Circle. 

Det er en smuk nationalpark, hvor vulkaner og lavasten omgiver parken og dig. Det er også her Islands største naturlige sø befinder sig, Thingvallavatn. På trods af den rå natur der omgiver parken, er der meget planteliv. Samtidig er der kløfter skabt af jordskælv, som nu er fyldt med ferskvand, som er smeltet fra Langjokull-gletscheren og bevæger sig under jorden gennem lavastenen mod søen Thingvallavatn. 

Vi kørte også et smut forbi Thingvellir kirke, som er en rigtig fin og lille kirke i nationalparken.

Stop 2 – Geysir Geothermal Field 
Det næste stop på The Golden Circle er Geysir Geothermal Field, som ligger 15min fra Thingvellir nationalpark. Dette sted vil vi kalde et Must See, da det simpelthen er så unik en oplevelse. Selvom der var en del mennesker, ødelagde det bestemt ikke oplevelsen. 

Vi startede med at se gejseren, Stroktur, der skyder en vand- og dampsøjle højt op i luften hvert 5. til 8. minut, samt gejseren, Geysir, der sjældent er aktiv, men som på verdensplan har lagt navn til betegnelsen gejsere. Det er netop de to som nok er de mest kendte turistattraktioner på Island.

Derudover er der også andre virkelig spændende geologiske naturfænomener at opleve. Man kan besøge Geysir Centeret, hvor man både kan få noget at spise og købe souvenirers. 

Stop 3 – Gullfoss Vandfald

Turen gik nu til det sidste stop på The Golden Circle, hvilket var det berømte vandfald Gullfoss. Det tog kun 9min at køre derhen. Man skal være obs. på at der også er mange mennesker her. 

Når du stier ud af bilen kan du høre vandfaldet stille buldren ude i det fjerne. Jo tættere på du kommer til vandfaldet, bliver buldren mere kraftfuld og du er ikke i tvivl om at du nu skal se Islands mest berømte vandfald. 

Vandfaldet er smukt og kraftfuldt, og skiller sig en smule ud fra de andre pga. sit unikke udseende. Det er ikke det største vandfald, men det er alligevel et smukt syn at se hvordan faldet ender i en smal og dyb kløft. Vi var heldige at være der på en dag hvor solen skinnede, og dermed så vi de berømte regnbuer som der bliver skabt via. støvregnen. 


Stop 4 – Faxi Waterfall (Bonus) 

Vores næste stop lå kun 20min fra Gullfoss vandfald, og dermed en tur på cirka 18min. Selvom Faxi vandfald ikke er det største eller mest kraftfulde, var det et af vores yndlingsvandfald. Du stiller bilen ved en parkeringsplads, og så går du på en virkelig fin sti ned til vandfaldet. Ikke nok med at vandfaldet i sig selv var et fantastisk syn, så var den smukke natur der indrammede det, prikken over i´et. 

Vi havde det hele for os selv, og det var nok også derfor vi forelskede os i stedet.

Stop 5 –Skálholt Kirke (Bonus)

Kirken er bygget med støtte fra de nordiske lande og Færøerne, og det vil sige at orgelet er en gave fra Danmark. 

Da vi kom hen til de store døre og åbnede dem, blev vi mødt af et betagende syn. Vinduerne som er nogle meget smukke glasmosaikker, kaster det smukkeste lys når solen skinner igennem dem. De indrammer alterbilledet, som er et imponerende kristusmotiv i de flotteste farver. 

Til de historie interesserede kan man gå ned i kirkens krypt. Her ligger sarkofagen, der har de jordiske rester af Páll Jónsson, der var biskop over Island i 1195-1211. Det vilde er at Sarkofagen, først blev fundet i 1954, under udgravninger ved den nærliggende kirkegård. 

Når man føler man har set det man skal i kirken kan man gå ud og se de arkæologiske udgravninger eller gå en tur i de smukke omgivelser. Vi brugte omkring en time her.

Stop 6 – Kerid Crater (Bonus)
Vores sidste stop var Kerid Crater, et vulkansk krater sø. Det er vildt at se hvordan den røde farve er dominerende her og står i skarp kontrast til det grønne. Du kan gå en rute rundt om krateret og få en fantastisk udsigt da du ser den oppe fra. Du kan også gå ned til selve søen og mærke følelsen af at være omsluttet af den unikke natur. 

Overnatning

Vi havde valgt hjemmefra at booke overnatninger på Galaxy Pod Hostel, dette var vi glade for selvom man kun havde en seng og ikke et værelse for sig selv, dog kunne man lukke af for sengen så man havde lidt privatliv. Taskerne stillede man på gulvet ved siden af og værdigenstande kunne låses inde. Medarbejderne på hostelet var utrolig søde og hjælpsomme. Der var et hyggeligt fælles rum, rene toiletter samt et køkken der var i fin stand og med mulighed for at have sin egen mad i et stort fælles køleskab. Der var plads til at man kunne sidde flere i køkkenet og dette gjorde at man nemt faldt i snak med de andre mennesker som boede der, hvilket var virkeligt hyggeligt. 

  • Pris: 3545kr. for 5 overnatninger, to personer. 

Billeje

Vi lejede en Volkswagen Polo for 3 dage. Bilen stod i modsatte ende af Reykjavik, dog var det kun en gåtur på omkring 3km, og det tog os omkring 40min at gå dertil. 

  • Pris: 900kr for 3 dage. 

Fly 

Vi fløj med SAS fra København til Reykjavik og retur. Vi tog en bus fra lufthavnen og ind til Reykjavik. Vi købte flybilletterne lidt billigere da vi gik under SAS Youth Go Light, hvor man skal være mellem 12-25år. 

  • Pris: 3356kr. for to personer tur/retur. 

Islandsk sweater 

Vi kiggede på islandske uldsweatere, da vi begge gerne ville have en med hjem til Danmark. Prisen på sådan en sweater svinger selvfølgelig lidt, men vi gav omkring 1100kr, som nok er meget standard pris. Husk at få en seddel med på sweateren så du kan registrere den i tolden i lufthavnen på vej hjem, så får du lidt penge tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *