Sæsonen 2020/2021 var en sæson, hvor Covid-19 gjorde hallerne tomme. Det krævede en stor tilvænning. Som håndboldspiller ligger der meget drivkraft i det rush, et højtråbende publikum kan give. De dage, hvor motivationen ikke altid kommer af sig selv, hjælpes den godt på vej af en god stemning i hallen.
Vi havde stort fokus på selv at skulle skabe energien på banen, og brugte meget tid på at snakke om, hvilken forandring det ville blive at man nærmest ville kunne høre stemmerne runge i hallen. Det var heldigvis en tilvænning, der kom meget hurtigt og naturligt. Det meste af sæsonen blev kampe for ingen tilskuere.
Vi spillede en flot sæson, men ramte en dårlig periode på et kritisk tidspunkt. Vi tabte point, der var meget vigtige for os i jagten på guldet.
Efter vi tabte til Århus United satte vi os ned som trup og brugte meget tid på at snakke om, hvordan vi fik vendt stimen igen. Vi fik samlet os, og kæmpede os i finalen imod Viborg HK.
Vi havde længe drømt om guldmedaljer i Odense Håndbold. Vi havde også mange gange været tæt på, og lige så mange gange stået skuffede efter afgørende kampe.
De her skuffelser har gjort rigtig ondt, men har lært os enormt meget som individuelle håndboldspillere. Erfaring vi heldigvis kunne bringe med os videre.
Vi spillede første finalekamp på hjemmebane d. 25. maj, hvor der heldigvis var åbnet op for et begrænset antal tilskuere. Det var en vidunderlig følelse endelig at kunne spille for vores hjemmebanepublikum igen. Det gav et kæmpe adrenalin kick, og hjalp os til at vinde første finalekamp.
Anden finalekamp skulle spilles d. 29. maj. Althea og jeg var dette års bødekassemestre, og skulle imellem de to finalekampe have presset et bødekassearrangement ind.
Det er normalt en anledning til at feste og more sig lidt. Det kunne vi dog ikke, da vi, i et presset program, ikke havde tid til at arrangere det på andre tidspunkter end imellem de to finaler.
Her bildte vi holdet ind, at vi skulle have et arrangement lige i Mithea’s ånd, og være udenfor hele dagen.
Det var selvfølgelig ikke rigtigt, da det var en meget kold dag og regnen stod ned i stænger. Vi turde naturligvis ikke gamble med regn, kulde og sygdom op til en vigtig finale.
Holdet mødte godtroende op i deres varmeste kluns, og vi kunne heldigvis overraske dem med indendørs hygge m. keramik, kaffe/kakao og et fyldt bord med tapas.
Vi sluttede aftenen med en utrolig lækker 5-retters madoplevelse på Pasfall i Odense.
Anden finalekamp blev spillet på udebane i Viborg. Her var der nerver på, for vi ville rigtig gerne undgå at komme ud i en 3. kamp. Når man på daværende tidspunkt havde været i Odense Håndbold i henholdsvis 4 og 5 år, havde man været igennem rigtig mange op- og nedture.
Derfor var det også en vild følelse, da vi efter 60 minutter kunne ånde lettet op. Det blev tydeligt, hvor meget det egentligt betød for en, og ikke mindst hvor meget man havde kæmpet for den helt store sejr i den hjemlige liga. Det var svært at holde tårerne tilbage, da slutfløjtet lød.
Det var som om vi havde ventet for evigt på at kunne stille os på podiet, juble og få en guldmedalje om halsen. Det var et stort øjeblik, men den største fest foregik bagefter i omklædningsrummet og ikke mindst på busturen hjem.
Der var arrangeret guldfest hjemme i Odense, men festen varede ikke længe, for en uge senere skulle der igen spilles for endnu en guldmedalje, nemlig til Final-4.
Santander Final-4 2021 skulle spilles i Odense, så der var en følelse af at være på hjemmebane. Vores semifinale blev en tæt affære imod Herning Ikast.
Igen var det en vild fornemmelse at vinde en så tæt og vigtig kamp. Pludselig var det kun én kamp væk at kunne sige, at vi havde vundet ”The Double”. Vi vinder vores finale imod Nykøbing Falster.
Det var en meget surrealistisk fornemmelse at have vundet Danmarksmesterskabet en uge tidligere, og nu igen kunne træde op på podiet som vinder af pokalturneringen.
Dette var et meget stolt øjeblik, da det ikke kun var fejring af denne sejr, men alle de succeshistorier der havde været igennem sæsonen. Det var kollisionen af mange års hårdt arbejde, der endelig gav pote.
Guldfesten endte med at være en fest, der ikke bliver glemt. Det var nogle lidt ambivalente følelser vi gik igennem den aften. Samtidig med at vi fejrede guldet, skulle vi nemlig også sige farvel til rigtig mange skønne piger, der stoppede efter denne sæson.
”The Double” var heldigvis ikke de eneste medaljer, vi kunne hive hjem i 2021. Vi skulle nemlig med landsholdet til Spanien for at kæmpe om at spille med, hvor det var sjovt.
Turen til Spanien var en enormt god oplevelse, hvor sammenholdet viste styrken. Vi boede i Barcelona med få meter ned til stranden, hvor vi altid havde mulighed for at trække lidt luft.
Vi kæmpede os til en semifinale, hvor vi i de sidste minutter blev slået af Frankrig. Et nederlag, der tog rigtig hårdt på truppen. Vi havde heldigvis 2 dage indtil bronzekampen skulle spilles, og da vi fik kampen lidt på afstand, opstod der en kæmpe gejst for at skulle have medaljer om halsen.
Slutrunden året forinden tabte vi nemlig en bronzekamp, og kunne derfor alle blive enige om, at vi ikke ønskede at stå i den samme situation igen. Vi ville kæmpe alt det vi kunne, for at kunne bringe en bronzemedalje med hjem. Stoltheden var rigtig stor, da det endelig lykkedes os.
Vi kunne endelig hæve kvindelandsholdets første medalje i 8 år, og kom hjem med troen på, at vi stadig har meget mere i os. Vi vil arbejde videre for at være med, hvor det er rigtig sjovt.
Året 2021 vil altid stå meget klart, særligt pga. de sportslige bedrifter. Det var året, hvor tingene endelig lykkedes, og hvor alt det hårde arbejde gav pote. Vi realiserede en drøm med landsholdet, og tog alligevel hjem sultne efter mere.
Drømmen om guld med Odense Håndbold slukkede aldrig på trods af mange nedture. 2021 blev året, hvor vi endelig fik vores optur, og hvor vi endelig kunne hænge guldmedaljer om halsen.
