Elge i Danmark? Ja den er god nok.

selfie-fra-siv

Ved du godt at der findes elge i Danmark? Det gjorde vi ikke, før vi besøgte Danmarks rekreative vildmark i Storvorde. Vi fandt samtidigt ud af, at det er det perfekte sted at tage hen til en dagstur med familien, veninden/vennen eller kæresten.

I Nordjylland findes der et fantastisk sted, der hedder Lille Vildmose. Mie og jeg havde ikke hørt om stedet før. Det var først da vi begyndte at søge efter forskellige natursteder i Danmark, at vi faldt over denne skønne lavlandshøjmose. Vi var simpelthen nødt til at se stedet med egne øjne, så vi besluttede hurtigt at dér skulle vi hen.

Vi ringede til Mies forældre og fik lov til at låne deres sommerhus i en weekend. Sommerhuset ligger i Øster Hurup kun 15 min kørsel til Lille Vildmose, så vi var utrolig heldige. Vi kørte spændte til Nordjylland uden helt at vide, hvad vi gik ind til. Vi håbede dog at møde de fantastiske elge som er hentet dertil fra Sverige.

Lørdag morgen stod vi tidligt op og gjorde os klar til en hel dag i Lille Vildmose. Vi pakkede tasker med vand, madpakke og det vigtigste…. en kikkert! Stort tip herfra: husk en kikkert, vi brugte vores meget.

Vi havde gjort klar til at vi kunne spise morgenmad ved en bænk i Lille Vildmose. Da alt var pakket i bilen, kørte vi afsted.

Efter at have kørt lidt forkert – ingen tur er fuldendt uden en lille omvej – ankom vi endeligt. Vi satte os ved nogle bænke ved Birkesø for at spise morgenmad. Vi satte os så vi havde en god udsigt over søen. Det var utrolig hyggeligt at kigge på de mange fugle, der svømmede rundt.

Ved siden af bænken var der lavet kreative siddepladser, så man kunne side på store ”fugleæg”. Vi havde godt vejr den morgen og nød maden stille og roligt til den smukke udsigt.

Foto: Morgenmad ved Birkesø.

Næsten lige overfor ligger Lille Sø, hvor vi valgte at gå hen. Vi gik over en gangbro som førte os til en platform, hvor vi havde udsigt over søen. Turen derud var rigtig hyggelig, og man var omgivet af de høje siv på hver sin side.

althea-gaaende-bro
Foto: Althea på vej ud til platformen, hvor man kan se udover Lille Sø.

Derefter kørte vi videre og satte bilen på p-pladsen ved ”Rovfugletårnet”. Fra p-pladsen gik vi cirka en kilometer for at komme ud til tårnet. Vejen dertil foregår via grus- og plankesti. Oppe i tårnet er der mulighed for at se rovfugle. Vi så dog ingen, men vi kunne høre en (tror vi).

Man kan også læse om de forskellige rovfugle på tavlerne, der er hængt op i tårnet. Det anbefaler vi helt sikkert at bruge tid på – specielt hvis man ved lige så lidt om rovfugle som vi gør.

mie-hund
Foto: Mie og Koda på grusstien på vej hen til Rovfugletårnet.

Næste stop førte os til p-pladsen ved plankestien ud til Portlandmosen. Vi fulgte den store plankesti 1,6 km ud. Man kan også tage en fin lille plankesti til højre, hvor du kommer tættere på højmosen og dyrelivet, eks. kan man støde på firben og hugorme.

Det var en hyggelig gåtur i åbent landskab med vidtstrakt flade af højmose. For enden kommer du til en ”platform”, hvor du kan nyde en middag med udsigt til mosen.

Terrænet er sumpet på denne del af turen og derfor vil vi anbefale vandtætte sko.

althea-bro
Foto: Plankestien ud til Portlandmosen

Derefter kørte vi til p-pladsen ved Brandvagtstårnet. Inden vi gik op, læste vi om tårnets historik på en stor tavle, der er placeret ved p-pladsen. Dette var virkelig spændende læsning og gav et godt indblik i områdets historie.

mie-skilt
Foto: Mie der står og læser på tavlen om Brandtårnet.

Brandtårnet ligger nærmest i midten af det hele, og det skulle eftersigende være deroppefra, at man ville have størst chance for at se en elg. Tårnets centrale beliggenhed, gør at man har en virkelig flot udsigt udover det meste af mosen. Udsigten skuffer virkelig ikke! På trods af at vi ingen elge kunne se, stod vi et godt stykke tid oppe i tårnet og nød synet af den smukke natur.

althea-kikkert
Foto: Althea, der står og kigger udover mosen fra Brandtårnet af.

Vores sidste stop gik til Kællingbjerg Klint. Vi parkerede på en p-plads ved Vildmosevej, hvor vi fulgte en sti gennem Portlandmosen. Det var en virkelig flot tur gennem en skov, hvor træerne står tæt og slynger sig. Da vi kom ud af skoven på den anden side, kom vi ud på et græsstykke.

Vi fulgte stien på græsstykket og kom hen til Kællingbjerg Klint, hvor vi gik op ad de mange trapper. Udsigten fra klinten var utrolig flot, og vi kunne se langt udover mosen.

Efter en hel dag i Lille Vildmose havde vi endnu ikke set en elg. Der er anlagt få grusveje rundt omkring i mosen, så man kan køre rundt og forhåbentlig spotte en elg.

Man kan ikke køre mere end 20km/t på disse veje. Vi besluttede os for at slutte af med sådan en køretur inden vi ville vende snuden hjemad. Vi vidste godt at chancen for at se elge ikke var så stor, da de går på et kæmpe område og kan gemme sig i det høje siv. Dog havde vi nydt dagen og ville lige give det en sidste chance. Heldigvis…

På den sidste del af køreturen ser vi en kvinde stå og spejde udover mosen, men vi kan ingenting se. Kvinden smiler til os og vi stopper op og spørg om hun ser en elg….. OG DET GØR HUN!!!

elg-kikkert

Elgen stod nok omkring 500m ude i moseområdet. Vi skyndte os at finde kikkerten frem og fik et fantastisk syn af den unge elg som stod og spiste.

Vi snakkede lidt med damen ved siden af os, som fortalte at hun ville tro, at den var fra sidste år. Hun kom fra området og gik tit en tur i Lille Vildmose.

Vi stod længe og betragtede den, og flere sluttede sig til os. Man kunne mærke hvor begejstret folk var for at se en elg. Den lette summen af glæde blandt os smittede af på hinanden.

Efter et stykke tid hoppede den ind i det lange siv igen og folk vendte begejstret tilbage i bilerne.

bedste forsoeg
Foto: Dette er vores bedste forsøg på at tage et billede af elgen. Vi var nødt til at gøre det igennem en kikkert. Kan I spotte den?

WAUW en stor oplevelse det var at se dette kæmpe dyr vildt i Danmark. Vi var efterfølgende helt oppe at køre og kunne slet ikke lade være med at smile, samt at snakke om hvilken fantastisk oplevelse det havde været.

althea-glad
Foto: Og sådan ser man ud når man lige har set en elg.

Som en fantastisk afslutning på turen, ville vi filme skiltet ind til mosen. Så vi parkerede ved Lille Vildmose centret (som desværre var lukket pga. corona) og gik det lille stykke hen til skiltet.

Der var en bil som holdt foran det, hvilket vi stod og brokkede os lidt over. Men pludselig gik det op for os hvorfor han holdt der. Han sad nemlig i sin bil og tog billede af en kæmpe kongeørn. Vi blev så begejstret at vi kom til at råbe, ”DET ER EN KONGEØRN” og væk fløj den store ørn hen over nogle marker. Hov, vi tror ikke manden var så glad for os der, så undskyld hvis du læser med 😀

På turen lærte vi at chancen for at se en elg ikke er særlig stor og man skal være virkelig heldig for at se en. Når det så er sagt er der mange der får denne fantastiske oplevelse.

Du kan øge dine chancer ved at gå ind på facebook-gruppen ”Vild med Lille Vildmose”, hvor folk lægger billeder op fra deres ture i mosen. Der er virkelig nogle smukke billeder og videoer af de mange dyr man kan se.

Derudover skal man være obs. på at folk stopper op, og dette kan godt skabe en slags ”kø” fordi man tror de har set noget. Hvis en stor flok biler er stoppet, så tag dig tiden og se om du kan få øje på hvad de ser, eller blot spørg dem. Folk derude er utroligt søde og imødekommende.

Elgen er tilbage
Foto: Skiltet ved Lille Vildmosecentret.

Udover elge og utrolig mange fascinerende fugle, kan man se vildsvin, ræve, kronhjorte og for ikke særlig lang tid siden blev en flok bisoner også sat fri i mosen.

Mie og jeg skal helt sikkert tilbage, da der var mange ting som vi ikke fik set. Vi vil også gerne prøve at opleve Lille Vildmosecentret som vandt prisen som Årets outdoor-oplevelse 2020.

OBS. Man kører mest rundt derude. Mange af gå-stierne, er mest stier hvor man går ud og så samme vej tilbage igen.

Du kan læse meget mere om Lille Vildmose på deres hjemmeside. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *