Endelave

Reklame for: Endelave kro, Kaninoen og Turridning Endelave.


Praktisk info:

  • Færge fra Snaptun, den tager 1 time.
    Billetter til færgen bestilles her: https://mf-endelave.dk
  • Der er langtidsparkering ved Snaptun havn.
  • Ingen indkøbsmuligheder udover en købmand som en gang imellem har åbent et par timer. Den skulle være dyr at handle hos.

Endelave 

Endelave er en lille ø, som rummer en rigtig ø-stemning. Den bliver også kaldt for kaninøen pga. de mange vilde kaniner. Den blev kåret som årets ø i 2021, og dette forstår vi godt. Øen byder på flot natur, søde imødekommende mennesker og et rigt dyreliv.

Det er en lille tidslomme, som formår at skabe en helt unik stemning. De gamle bindingsværkshuse og gårde, samt skolen fra 1828 står stadig i fin stand, og er med til at skabe den gamle og hyggelige stemning på øen.

En af de første aftener spurgte vi den søde unge kvinde, som forpagter kroen vi boede på, om hvordan de handler ind når de ikke har supermarkeder, hun svarede, ”Vi tager til fastlandet og rationerer”. Denne sætning har sat sig i os lige siden, og vi kan ikke lade være med at smile over den.

Sætningen blev lidt et symbol for os, på den imødekommenhed øen bød på, og ikke mindst stemningen af den lille hyggelig tidslomme, som vi nu befandt os i.

Foto: Her sidder vi foran nogle af de mange kaninhuller, der er rundtomkring på øen. 

På Endelave kan man opleve mange ting. Vi var selv ude og ride på de sødeste islandske heste igennem Turridning Endelave, boede på den hyggelige Endelave kro og gik Kaninoen. Disse fede oplevelser bliver beskrevet længere nede. Derudover var vi kort i Endelave Kirke, som fint ringede til gudstjeneste søndag formiddag. Kirken er fra 1400-tallet, men er ombygget flere gange og tårnet blev tilføjet i 1931.

Vi snakkede dog om at vi gerne ville tilbage og opleve øen til sommer, der skulle være en anden stemning og en del flere turister. Samtidig var der også flere ting som vi gerne ville have oplevet, som vi desværre ikke nåede i denne omgang.

Vi ville eksempelvis gerne have set Endelave Museum, som er et lille egnsmuseum indrettet i øens gamle præstegård fra 1741 og Endelave urtehave, der fremviser omkring 300 lægeurter, hvor 100 af dem er indsamlet på Endelave.

Alt i alt var Endelave en fantastisk ø, som vi helt sikkert skal besøge igen!

Foto: Glæden ved at vandre i den smukke natur på Endelave. 

Du kan læse mere om øen her: https://www.kystlandet.dk/kystlandet/oeer-og-byer/endelave/kaninoeen-endelave-i-det-oestjyske-oehav

Kaninoen

Endelave er kendt som kaninernes ø, og derfor passer navnet Kaninoen utrolig godt til den 21km lange rute. Ruten går langs kysten hele vejen, og man er helt sikker på at spotte en masse kaniner på sin vej.

Da ruten som sagt går langs kysten hele vejen, skal man være opmærksom på at man går en rigtig stor del af ruten på sand og sten ved stranden. Dette er lidt hårdere at gå på end normale asfaltveje, grusstier eller naturstier.

Til gengæld er ruten ligetil og er slet ikke kuperet, og derfor går man den hurtigt. Vi brugte omkring 5 timer på den inkl. pauser.

Foto: En stor del af Kaninoen foregår langs den smukke kyst. 

Øen er rig på dyreliv, så udover kaniner kan man også opleve et rigt fugleliv, rådyr og hvis man er heldig en sæl eller to. Vi mødte også flere fiskere på vores vej, og vi fik endda lov til at se et ældre pars rejefangst. Turen er i sig selv rigtig flot, og specielt øens nordlige spids og Øvre nød vi at gå ved.

Ruten starter og slutter ved havnen hvor færgen går. Ruten er skiltet så man går vest til Kloben og Klinten, det vil sige man går øen mod urets retning.

Foto: Den smukke natur på Endelave. 

Hvis du synes 21km er for langt, er der også flere små ruter. Der er mini Kaninoen på 12km, gul kaninrute på 5,5km og rød kaninrute på 3km. Vi kan klart anbefale at tage de små ruter også, da de virkelig skaber et godt billede af Endelave.

Du kan læse meget mere om Kaninoen og de andre mindre ruter her: https://www.kystlandet.dk/kystlandet/planlaeg-turen/kaninoen-gdk1107565

Endelave Kro

Vi havde 2 overnatninger på Endelave Kro, som er et lille, hyggeligt gæstgiveri tæt på havnen. Vores værelse var fint og simpelt, og var perfekt til det vi skulle bruge det til, nemlig at overnatte. Udover overnatning, glædede vi os også enormt meget til maden. De to unge forpagtere har nemlig et flot cv, med en nylig fortid på det danske juniorkokkelandshold og en DM i smørrebrød og catering 2020, samt høstet en topplacering i konkurrencen Young Chef.

Lørdag og søndag morgen fik vi en lækker brunch, hvor kroen duftede af nybagt brød. Brunchen var rigtig lækker, og udgjorde en perfekt start på dagen. Vi havde bestilt en madpakke til lørdag, da vi her skulle ud og udforske øen. Madpakken fungerede perfekt, og smagte herligt.

Fredag aften fik vi Bøf af højreb og lørdag aften fik vi Kroens tre-retters. Disse retter var helt fantastiske og vi synes begge, at det var en stor madoplevelse at få lov til at smage på deres udvalg på menukortet. Denne mad vil vi rigtig gerne fremhæve, og hvis turen går til Endelave, er det næsten et must at få en frokost eller aftensmad på Endelave kro!

Foto: Maden på Endelave Kro var helt fantastisk, og SKAL prøves, hvis øen besøges.

Anden overnatning på Endelave 

Der findes også andre overnatningsmuligheder på øen. Find nærmere information her:

 

Turridning Endelave

Foto: Fra vores fantastiske tur med Turridning Endelave. 

Én af vores helt store højdepunkter på turen var Turridning Endelave. Her blev vi guidet rundt på øen på de sødeste islandske heste. Vi mødte op og fik tildelt en hest inden vi skulle afsted.

Vi blev lovet, at det ville være helt unikt at opleve Endelave fra hesteryg. Det kunne vi efter kort tid erklære os meget enige i. 

Vi var afsted i lidt over 2 timer, og fik set rigtig mange af øens charmerende sider. Vi red blandt andet igennem Troldeskoven, forbi Louisenlund Gods og langs den smukke kyst.

Naturen var meget varieret, og øen emmede af en dejlig ro. Undervejs på turen fik vi fortalt lidt lokal historie, der beskrev nogle af de steder, vi red forbi. 

Foto: Billedet er taget foran Louisenlund Gods. 

Turridning Endelave tilbyder både træk- og rideture samt gruppeture. Derudover er der en hest for alle, og der tages højde for erfaring. Denne tur kan helt sikkert anbefales, hvis øen skal opleves på andet end gåben. 

Læs mere her: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *