Glamping på en vingård – Cold Hand Winery

• Inviteret •

15 km. vest for Randers ligger Cold Hand Winery. En vingård i fine og rolige omgivelser, hvor der bliver produceret prisvindende dansk frugtvin. Her fik vi muligheden for en helt fantastisk overnatning i fredfyldte omgivelser med et velsmagende glas frugtvin i hånden. 

Vi er begge vinelskere og blev med det samme nysgerrige på ideen om en vin lavet på forskellige frugter og bær. Da vi ankom til den smukke vingård, kiggede vi som det første i den charmerende gårdbutik.

Her kan alle vine opleves, og der uddeles smagsprøver, hvis du har svært ved at bestemme dig for, hvilken vin du helst vil købe. Vi købte selv nogle stykker med hjem. 

Den fine gårdbutik. 

Ikke nok med at vi er vinelskere, så er vi også naturelskere. Vi holder enormt meget af at være primitive, og overnatte i vores telt i fredfyldte omgivelser.

Vi savner dog altid lidt luksus efter nogle dage i det fri, og ved glamping bliver det bedste fra begge verdener kombineret.

Vi sad med solnedgangen i baggrunden og skrev på netop dette blogindlæg.

Allerede på vej til vores glamping telt, kunne man fornemme den ro der omgav det. Omgivelserne var smukke og indbød til at sidde og slappe af på den måde, man kun kan i den stille natur.

Om aftenen udnyttede vi netop denne mulighed, hvor vi tog os et udendørs karbad, tændte bål og hældte et glas vin op. Der var hængt lyskæder op, der virkelig skabte en hyggelig stemning.

Aftenen blev toppet, da en lille harekilling valgte at gøre os selskab, og hoppede stille og roligt igennem vores lejr.  

Velkomstskiltet der mødte os ved Glamping teltet.

Teltet var utrolig fint indrettet med seng, sofa, køleskab og et spisebord. Det hele var indrettet i lyse og indbydende farver. Sengene var behagelige, og vi sov dejligt hele natten. 

Indretningen i glamping teltet.

Vores ophold var inklusive vine, tapas til aftensmad og en lækker morgenmad. Vinene var enormt velsmagende, og vi forstår godt at de er prisvindende.

Tapassen var simpel og lækker, og den passede perfekt til æblevinen. Til den lækre morgenmad fik vi et koldt glas æblemost, som vingården også laver. Æblemosten var så lækker at vi endte med at købe 6 flasker med hjem.

Vi nød vores mad ude foran vores telt.

Alt i alt var opholdet helt perfekt. Vi nød roen og fik virkelig slappet af med et godt glas vin i hånden. Det var den perfekte getaway og vi kan klart anbefale det til venne/venindeparret eller kæresteparret, som gerne vil trække stikket for en kort stund og nyde hinandens selskab uden for meget støj. 

 

Du kan læse meget mere om stedet og dens vine her:

https://www.coldhandwinery.dk

Samt deres muligheder for overnatning her: 

https://www.coldhandwinery.dk/overnatning-paa-vingaarden/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *