Trampestien

Kort om Trampestien 

Trampestien er unik på utrolig mange punkter, specielt fordi du går på Stevns Klint, som er med på UNESCO´s verdensarv. Du får den smukkeste panoramaudsigt over Østersøen og den betagende klint. Derudover byder stien på mange seværdigheder, som vi klart kan anbefale at du tager dig tid til at se.

  • Sted: Sydsjælland
  • Fra & til: Rødvig til Bøgeskoven 
  • Antal km: 22 km. 
  • Sværhedsgrad: Let
  • Befærdet/ubefærdet: Stien var befærdet de steder hvor der var seværdigheder, men ellers havde vi lange strækninger helt for os selv.  
  • Dato vi vandrede: d. 26. juni.  
  • OBS: Der frarådes at begive sig ud på ruten i vinterhalvåret. 

 

Selve ruten: 

Vi valgte at køre i to biler så vi kunne sætte en bil ved rutens slutpunkt ved Bøgeskoven. Derefter kørte vi til rutens start i Rødvig hvor vi nemt fandt en parkeringsplads. 

Vi gik kort inde i Rødvig, men kom hurtigt ud til kysten og de smukke marker. Den første seværdighed vi mødte på vores vej, var Boesdals kalkbrud, hvor den hvide tørrede kalk omgav os og gav en helt speciel akustik. 

Stien førte os videre i flot natur og hen til næste seværdighed som var Stevnsfortet, hvor der er et Koldkrigsmuseum. Vi kan klart anbefale at man tager sig tid til at opleve dette museum og få en guidet tur i fortet, som ligger 18 meter nede under jorden. Det er en unik oplevelse at se fortet og gå nede i de kolde gange. 

Derudover er der på et tidspunkt, hvor du kommer ud af fortet helt nede ved vandet, og derfra får man virkelig en fornemmelse af hvilken natur du er omgivet af. 

Næste seværdighed vi mødte på ruten er Højerup Gl. Kirke, og igen vil vi anbefale, at du tager dig tid til at nyde denne unikke kirke, som ligger helt ude på kanten af klippen. Den ligger så langt ude, at kirkens kor styrtede i havet i 1928.

Der er mulighed for at gå ind i kirken og se de flotte kalkmalerier, samt gå ud på balkonen, hvor der venter dig en utrolig smuk udsigt udover området. Denne simple, men utrolig unikke kirke er en af vores yndlingssteder på ruten. Der er også mulighed for at få en frokost, da der ligger en cafe lige ved kirken.  

Stien førte os igen ud langs kysten og vi havde den flotteste panoramaudsigt til Stevns klint det meste af strækningen, inden vi ramte Stevns Fyr. Det er muligt at gå op i Stevns Fyr og nyde en flot udsigt. 

Stien førte os langs en hestefold og igennem en hyggelig mark, som viste Danmark fra sin bedste side. Vi gik ved Holtug Kridtbrud inden vi sluttede ved Bøgeskov Havn efter godt 22 km. i den smukkeste natur. 

Links til info om ruten: 

https://www.feriepartner.dk/moen-stevns/sommerhusferie/trampestien/

https://www.sydkystdanmark.dk/sydkystdanmark/soeg-efter-oplevelser/stevns-klint-trampesti-gdk1058603


Kort over ruten

https://www.stevnsklint.com/media/1827/oplev-stevns-klint-2021_dk.pdf

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *