At sove i Daubjerg Kalkgrube er en unik oplevelse. Du kommer helt tæt på flagermusene, hvis hjem er i denne gamle kalkgrube. Gå på opdagelse i de lange gange i kalkgruben, der både emmer af historie og en smule gyser stemning 😉
Nær Viborg ligger Daubjerg Kalkgrube, som er omgivet af smuk natur. Det helt specielle er, at kalkgruben byder på muligheden for, at man kan prøve at sove under jorden.
Ved selve kalkgruben er der en parkeringsplads, hvilket gør det nemt at stille bilen tæt på.
Vi havde skrevet med ejeren, om hvornår vi cirka ville ankomme til stedet og da vi ankom, tog hun smilende imod os.
Hun forklarede forskellige ting ved stedet og de faciliteter der var, samt viste os vejen ned i kalkgruben og hen til den afkrog, hvor vi skulle sove. Derefter sagde hun farvel, og vi havde nu stedet for os selv.
Vi havde hjemmefra købt ind til, at vi kunne lave mad på den fine bålplads der var lige ved Kalkgruben. Aftensmaden bestod af en cremet pastaret og til dessert fik vi popcorn, som selvfølgelig også blev lavet over bål.
Udover det, er der også en lille butik, hvor vi købte en varmkakao.
Til morgenmad havde vi købt en færdig pakke med dej til pandekager, som udelukkende skulle tilsættes vand. Dette fungerede helt fint, og de smagte godt med friske bær ovenpå.
Toiletfaciliteterne er simple, men fungerer fint. Obs. på at der ikke er bad, der er kun et toilet og en håndvask.
I selve skoven, hvor kalkgruben er placeret, er der små fine stier, hvor man kan gå på opdagelse.
Der er også en vandrerute, Kalk Kaminoen, som er afmærket med en sød flagermus og hvide pile. Ruten er 30km, hvor 24km af dem er ad mark- og grusveje, samt trampestier. Vi har til gode at gå denne rute.
Du kan læse mere om ruten her: https://kalkkaminoen.dk