MITHEA

Vores spontane vandretur til Sverige som kickstartede det hele.

semifinalen

Skrevet af Althea Reinhardt

Jeg husker stadig d.1.maj 2019 som var det i går. Skuffelsen lyste ud af øjnene og tårerne trillede stille ned ad kinderne, det var bestemt ikke det resultat vi havde regnet med. Jeg kan huske, at jeg kigger tomt op på halvuret som viser 23-17, vi havde lige tabt semifinalekampen mod Herning-Ikast, og dermed missede vi finalen.

Sæsonen 18/19 var den sæson hvor det skulle lykkedes for os. Sæsonen forinden havde Odense Håndbold købt store navne til klubben, så favoritrollen blev hurtigt lagt på vores skuldre, og vi tog den gerne. På trods af de nye navne som var kommet til klubben, tabte vi finalekampen mod København. Det var en kæmpe skuffelse for vores fans, bestyrelse og ikke mindst for os spillere. Derfor var motivationen i sæson 18/19 blot endnu større! Vi følte, at nu skulle det være os som tog guldet. Vi startede ud som lyn og torden, og vinder 21 kampe i streg. Jeg kan huske hvordan vi hele tiden snakkede om den gamle rekord, som Slagelse var indehaver af efter 20 vundne kampe. Vi ville slå den rekord og dermed kunne sige, at vi, Odense Håndbold, nu havde vundet flest kampe i streg. Efter 21 vundne kampe i streg, kunne vi endelig kalde os rekordindehavere af flest vundne kampe i streg. At vinde 21 kampe efter hinanden giver én en fantastisk følelse og en kæmpe tro på holdet selv i modgang.

Vi havde igennem hele sæsonen lagt på en første plads i ligaen med Esbjerg lige i hælene på os. Da ligaens grundspil sluttede, havde vi kun tabt to kampe og spillet en uafgjort, dermed førte vi med 3 point over Esbjerg, og sluttede grundspillet af på en første plads. Efter vi havde spillet et flot grundspil, går vi ind i slutspillet med en endnu større favoritrolle på vores skuldre. Mie er dog blevet skadet med sin tommelfinger, og kunne desværre ikke spille de to semifinaler. Jeg kan stadig huske aftenen hvor vi sad ude på hospitalet helt alene for at få svar på den trælse scanning. I de to semifinalekampe skulle vi møde Herning-Ikast som blev nummer 3 i grundspillet. Vi startede ud med at tabe den første kamp hjemme i Odense, men troen på os selv var der stadig, vi vidste, at NU skulle vi skal slå dem på deres hjemmebane.

D. 1. maj 2019 kom skæbnedagen, vi spillede anden semifinalekamp mod Herning-Ikast på deres hjemmebane. Vi startede stærkt ud og følte egentlig, at vi havde styr på kampen, men inde i anden halvleg skete det, der ikke måtte ske, det hele faldt fra hinanden og vi endte med at tabe kampen.

Jeg kan egentlig ikke huske så meget fra kampen, men skuffelsen husker jeg tydeligt. Det var en forfærdelig følelse, og jeg følte hurtigt at jeg havde ”spildt” et helt år på ingenting, hvilket selvfølgelig ikke var rigtigt, men det var den følelse jeg stod med. Frustration, vrede og skuffelse vælter indover en og man kigger rundt på de andre, nogen står helt tomme i blikket, andre græder. Ens hjerne arbejder på højtryk, men det er som om, at alle følelserne, forventninger og de uforløste ambitioner bare vælter sammen til en stor fornemmelse af tomhed.

Alt efter sådan en kamp er bare en tom følelse, og jeg kan ikke huske busturen hjem. Til gengæld husker jeg klart og tydeligt, da Mie og jeg lægger os i sengen kl.2 om natten og begynder at snakke fordi vi ikke kan sove. Det er netop på denne dag, hvor skuffelsen er enorm og tristheden overskygger alt, at vi kommer på en ide, som senere har skabt os mange glæder.

Sent om natten d.2. maj, lå Mie og jeg i min seng hjemme i Odense og snakkede, skuffelsen havde endnu ikke lagt sig, og følelsen af, at man bare havde lyst til at flygte fra det hele, voksede i os. Tanken om, at vi ville møde folk, der i god mening ville spørge ind til kampen når vi f.eks. var ude og handle, gå med hunden eller nede i træningslokalerne, var uudholdelig for os. Pludselig drejer samtalen ind på vandring som vi begge har snakket lidt om førhen, men som vi aldrig har prøvet før.

Foto: Selfie fra en af vores mange gåture på Fyn. Vi har altid elsket at komme ud og nyde naturen.
Foto: Selfie fra en af vores mange gåture på Fyn. Vi har altid elsket at komme ud og nyde naturen.
 
Vi besluttede hurtigt at det er det vi skulle, vi havde brug for at flygte fra håndbolden og få ro i hovedet. Tilmed havde vi fået 4 dage fri og en lille vandretur passede perfekt ind. Men, hvordan kaster man sig ud i sådan et projekt rent praktisk? Man bruger da Google! Så vi begyndte at google efter forskellige vandreture i Danmark og Sverige. Vi faldt over Skåneleden som er 6 ruter i Sverige. Vi besluttede os for at prøve noget af Sl4 Österlen, da den var nem tilgængelig for os. Vi kunne køre til Ystad og sætte bilen, hvorefter vandreruten gik til Simrishamn, hvor vi kunne tage toget tilbage til bilen i Ystad.
Nu manglede vi bare en ting…. eller faktisk mange ting, for da vi aldrig havde vandret før, havde vi intet vandreudstyr. Vi kiggede på uret kl. 05.00, kun 5 timer til vandrebutikken åbnede. Uret blev sat, så vi kunne stå nede i butikken kl. 10 og købe alt det udstyr, vi mente man havde brug for. Det blev til, soveposer, liggeunderlag, vandretasker, frysetørret mad, spork, kedel, gasdåse samt en ting til at putte på gasdåsen, så vi kunne sætte kedlen på den. Desuden fortalte ekspedienten os, at det var smart at have en presenning med, hvilket vi så anskaffede os. Presenningen blev ekstrem vigtig, da den endte med at ”redde” vores liv, eller det følte vi i hvert fald. Så tak til den venlige ekspedient.

Alt udstyr var nu købt og turen gik nu mod Sverige. Vi sad i bilen, musikken spillede ud af højtalerne og vi snakkede om, hvordan turen mon ville blive. Hvad vi ikke vidste var, at det netop var denne tur som skulle kickstarte hele vores passion for vandring og det at nyde roen i naturen. Vi startede forventningsfulde på turen uden heeelt at vide, hvad vi gik ind til.

Allerede første aften blev vi mødt af udfordringer, og det skulle vise sig at der kom flere i løbet af turen. Men lige meget hvor mange udfordringer der var, så var de hyggelige stunder, grinende og glæden klart dominerende og overskyggende. Vi har kun oplevet, at de udfordringer som vi har mødt på sådan en tur, er nogen vi efterfølgende har grint af og elsket at genfortælle. Det er udfordringerne man husker, når man kommer hjem igen og de er med til at styrke en og tænke i kreative løsninger.

Den dag i dag står vores første vandretur i Sverige stadig højt på vores liste over de bedste vandreruter vi har været på, og vi kan klart anbefale den!

Vandreture

Vores råd herfra er, at du bare skal kaste dig ud i det ligesom vi gjorde, enten kommer du til at elske det lige så højt som vi gør og ellers er du bare blevet det klogere på dig selv – en ting er sikkert, du kommer ikke til at fortryde det.


Vi håber at I vil følge med i vores ture. ♡
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Andre spændende artikler

introduktion til mithea

Til dig der elsker naturen, men mangler det sidste skub eller blot søger inspiration til dit friluftsliv. Vi tror nemlig på, at næsten alle kan få rigtigt meget ud af den natur som omgiver os. Men vi ved også, at mange er af den opfattelse at outdoor livet kræver meget planlægning, det helt rigtige udstyr eller at man sætter meget tid af til det. Det passer heldigvis ikke 😃
Vi har derfor lavet denne blog til dig der elsker naturen, men mangler det sidste skub. Til dig der har mod på mere friluftsliv, men søger inspirationen.

Althea & Mie

Vores favoritter
Sponsor

Her kan du få dit logo